Pernille Lykkes Boder

Træd ind i to små lejligheder og få historien om nogle af Odenses fattigfolk helt tæt på. Oplev den gamle enke Ane Kathrines lille lejlighed, som den så ud omkring 1940, og bliv klogere på de fattiges livsvilkår i husene i 1600-tallet. Det er som at bevæge sig tilbage i tiden og mærke historien.

Udstillingen i de små, lave bindingsværkshuse er indrettet med møbler og interiør, der sætter gang i alle sanser.

Udstillingen i detaljer

En adelsfrøkens velgørenhed

De huse, du træder ind i, har ligget her, siden de blev opført af adelsfrøken Pernille Lykke i 1617. Ifølge bestemmelsen skulle der i det ene hus være fattigstiftelse og fribolig for ”tre ærlige, trængende Kvindfolk, og to Drenge, faderløse og moderløse “. Det andet hus skulle lejes ud. Indtægten herfra skulle anvendes til brændsel i fattigstiftelsen.

Perspektiv på byen og livet

Bodernes historie står ikke alene. Utallige stakler hutlede sig gennem tilværelsen mange andre steder i byen, blandt andet i kvarteret omkring H.C. Andersens Hus i nærheden af Møntergården. Det er i dag nogle af byens dyre adresser. Måske sætter besøget dine tanker i gang om både dit og andres liv?

Nips og natpotte

De små huse har rummet utallige skæbner gennem tiden, og de fleste kender vi ikke. Når du træder ind i lejligheden fra 1940, vil du møde en indretning med alt lige fra spillekort og gadespejl til natpotte og gasapparat, som det så ud, da de sidste enker forlod huset.

Åbningstid på Møntergården

Tirsdag – søndag 10-16
*Bemærk de særlige åbningstider for Fyrtøjet.