Pernille Lykkes Fattigboder
Træd ind i adelsfrøken Pernille Lykkes Fattigboder, som blev opført i 1617.
Her kan du opleve 6 bittesmå poetiske udstillinger med store historier på hjerte – historier om de mange skrøbelige, enlige kvinders liv i huset gennem tiden og om filantropi, fattigdom, alderdom og velfærd i Odense – både før og nu.
Udstillingerne byder både på genskabte interiører, animerede illustrationer, lydcollager og abstrakte kunstinstallationer, der i stedet for svar giver stof til eftertanke, pirrer nysgerrigheden og ansporer til dialog.
Udstillingen
Den rige kvinde – og de fattige
Husets historie er en kvindehistorie – om den rige adelsfrøken og de mange fattige kvinder, der gennem næsten 400 år boede i det hus, hun lod opføre.
Fire bittesmå rum formidler hvert sit tema, og i udstillingen Kvinderne og Jeg, Pernille Lykke vil du møde både vægge, der taler, et flor af papirblomster, et møbel med brudstykker af husets historie, en teglskulptur, animationsfilm og en lydcollage med nutidige odenseanske stemmer.
Byens fattige
Udstillingerne De andre og Hvorhen sætter husets historie i relation til sin omverden – både før og nu – med ord, fotos, kunstinstallationer og en lydcollage med nulevende odenseanere.
Nips og natpotte
Oplev den gamle enke Ane Kathrines lille lejlighed, som den så ud i 1939. Her er alt lige fra spillekort og gadespejl til natpotte og gasapparat, – så man skulle tro, hun lige var gået ud ad døren. Selv duften fortæller historie.
Ildsted og himmelseng
Med få møbler og enkle installationer rejser du i en af husets lejligheder tilbage til 1600-tallet og oplever, hvordan huset kan have set ud, dengang det var helt nyt og bygget til kvinder af borgerlig stand. Men der er meget, vi ikke aner noget om, for fattigfolk efterlader sig sjældent mange spor. Her må din fantasi træde til.
Dyk ned i historien
Da adelsfrøken Pernille Lykke i 1617 skrev sin fundats, bestemte hun, at den ene bygning skulle være fribolig for “tre ærlige, trængende Kvindfolk, og to Drenge, faderløse og moderløse”.
Den anden bygning skulle lejes ud, og for lejen skulle der købes brænde til fattigstiftelsen. Siden dengang har huset være bygget om flere gange, og vi finder hele tiden ud af nyt om huset og beboerne.
I disse artikler kan du læse mere om museets undersøgelser og tanker om fattigboderne:
Pernille Lykkes boder – En fattigstiftelse fra renæssancetiden
Pernille Lykkes Boder – En gammel fattigstiftelse i nye klæder
Fra Canada til Møntestræde –en lille historie om enken Anna Andersen fra Pernille Lykkes Boder
Hør vores podcast “Noget værd” – om fire odenseanske kvinders oplevelser af fattigdom gennem livet
Åbningstider på Møntergården
Finder du her.